QILA - Baggrund og Analyse

GRØNLAND I VERDEN: Intet om os, uden os

Grønlands udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi for 2024-2033 — en Arktisk Strategi

I Naalakkersuisuts strategi slås det fast, at regeringen ønsker, at Grønland skal være en langt mere aktiv del af den sikkerhedsudvikling, der foregår i Arktis. Det er et centralt argument, at den grønlandske økonomiske, private og civile udvikling skal have direkte gavn af den øgede militære tilstedeværelse set fra et grønlandsk perspektiv. Grønland skal ikke blot være vært for andres kapaciteter, men skal være medejer i udviklingen af kritisk infrastruktur [1].

"Det vil være nødvendigt at hæve uddannelses- og kompetenceniveauet i samarbejde med andre lande for at opbygge civile strukturer og kapaciteter for et civilt beredskab ... Grønland støtter dual-use infrastruktur, og særligt øget overvågningskapacitet, der ligeledes kan benyttes civilt, herunder til search-and-rescue." [Arktiskstrategien, kap. 12. SIKKERHEDS- OG FORSVARSPOLITIK s. 41].

Denne undersøgelse kredser netop om, hvorvidt droneaktiviteter og opbygningen af en lokal drone-kapacitet er en central del af disse nødvendige dual-use strukturer som kan benyttes civilt. Spørgsmålet er, om en model baseret på lokalt ejerskab og specialiserede drone-ydelser er en levedygtig vej til at sikre Grønlands fremtidige beredskab og teknologiske medudvikling.

Den følgende tekst opsummerer baggrund og begrundelse for den foreslåede undersøgelse. Analysen er en kortfattet syntese af nyere strategier, politiske udmeldinger og forskning for at afdække behovet for en model, der forener forsvar og civilsamfund princippet gennem et stærkt lokalt partnerskab.

Baggrund og begrundelse for undersøgelsen

Den nuværende udvikling i Grønland kræver en tættere integration mellem forsvarsmæssige behov og civile gevinster. En gennemgang af nyere strategier indikerer, at paradigmet for kapacitetsopbygning er under forandring: Fra udefrakommende løsninger til modeller, der udspringer af lokalt initiativ og medejerskab [1, 10]. Nærværende undersøgelse har til formål at vurdere potentialet i en model, der sikrer, at militær tilstedeværelse bliver en katalysator for lokal vækst og tryghed.

Fælles om suverænitet og lokal accept

For at sikre legitimitet og lokal accept af den stigende strategiske interesse i Grønland, er det afgørende, at internationale og forsvarsmæssige tiltag fører til mærkbare lokale fordele [4, 9]. Der er en reel risiko for, at lokalsamfundet bliver marginaliseret i den sikkerhedspolitiske udvikling, hvis ikke der tænkes i lokale gevinster fra starten [13]. Princippet "Intet om os uden os" betyder i denne sammenhæng, at grønlandske aktører skal være aktive medudviklere af de systemer, der opererer i vores luftrum og farvande.

Ved at involvere lokale private virksomheder i leverancen af drone-ydelser, skabes der en dybere følelse af medejerskab til den sikkerhedspolitiske udvikling. Dette er et afgørende redskab til at mindske den modstand, der kan opstå mod militær oprustning; når forsvarets tilstedeværelse direkte understøtter grønlandske arbejdspladser og civil tryghed, bliver det en fælles sag frem for en udefrakommende beslutning [7, 11].

Dual-use som fundament for tryghed

Både politiske og industrielle stemmer i Grønland understreger konsekvent, at tekniske løsninger skal have et "dual-use" formål [2, 4]. En overvågningskapacitet, der etableres i forsvarsregi, opnår sin største værdi, når den også kan bidrage direkte til det civile beredskab. Det omfatter kritiske opgaver som SAR-operationer, monitering af miljøforhold, ressourceforvaltning og overvågning af kritisk infrastruktur [5, 12]. Ved at opbygge disse kapaciteter i et offentlig-privat samarbejde sikres det, at viden og teknologi forbliver i Grønland og kan indsættes øjeblikkeligt, når civile behov opstår.

Lokal kompetence og teknologisk medudvikling

Der er en klar ambition om, at grønlandske virksomheder skal levere højteknologiske løsninger, der opbygger lokal menneskelig kapital [3, 10]. Ved at lade lokale aktører stå for drone-ydelser, sikres en teknologisk opkvalificering, som Grønland har brug for i fremtiden. Det handler om at transformere militær investering til civil kompetence. Etableringen af sådanne teknologibaserede partnerskaber er en central del af visionen om et moderne, ressourcestærkt samfund [8, 10].

En partnerskabsmodel som brobygger

Traditionelle modeller for kapacitetsopbygning risikerer at skabe afstand mellem militære behov og lokale ønsker. En rent militær anskaffelse risikerer at møde politisk modstand, mens en rent udenlandsk-drevet løsning ofte vil overse det grønlandske krav om involvering og lokale fordele. Omvendt vil en rent civil løsning ofte ignorere presserende sikkerhedspolitiske behov og krav til teknologiens herkomst [6, 11].

Særligt i forhold til dronesystemer til brug i forsvaret er der strenge krav til sikkerhed og komponenter; for eksempel kan man ikke anvende kinesiske komponenter i droner, der opererer i en militær kontekst. En lokalt forankret OPS-model er den mest bæredygtige vej til at navigere i disse krav. Den fungerer som brobygger, der forener forsvarets operationelle og sikkerhedsmæssige krav med Grønlands ønske om medudvikling og økonomisk involvering.

Denne undersøgelse vil levere det datadrevne grundlag for at vurdere, hvordan en innovativ OPS-model kan skabe en "win-win" situation: Et mere effektivt forsvar og et stærkere, mere teknologisk funderet civilsamfund.