QILA - Baggrund og Analyse

Den følgende tekst opsummerer baggrund og begrundelse for den foreslåede undersøgelse. Analysen er en kortfattet syntese af nyere strategier, politiske udmeldinger og forskning for at afdække behovet for en ny tilgang til kapacitetsopbygning i Grønland, baseret på et offentlig-privat samarbejde.

Baggrund og begrundelse for undersøgelsen

Den nuværende udvikling i Grønland er kendetegnet ved en sammenstrømning af tre markante tendenser: et fornyet strategisk fokus fra stormagter som forpligter større tilstedeværelse, et utvetydigt grønlandsk krav om suverænitet og lokal involvering, samt et presserende behov for samfundsmæssig og økonomisk udvikling. Denne komplekse virkelighed skaber både udfordringer og unikke muligheder. En gennemgang af nyere strategier og forskning indikerer, at paradigmet for kapacitetsopbygning i Grønland er under forandring. En model baseret på passiv inklusion er utilstrækkelig; i stedet efterspørges en tilgang, der udspringer af lokalt initiativ. Nærværende undersøgelse har til formål at vurdere potentialet og levedygtigheden i netop denne tilgang.

Fælles om suverænitet

Det mest gennemgående princip i den nuværende grønlandske politiske diskurs er kravet om reel deltagelse og lokal forankring. Princippet "Intet om os uden os" er ikke længere kun et politisk slogan, men en de facto forudsætning for succesfulde initiativer i Grønland [4, 9]. Den stigende strategiske interesse fra globale magter medfører en anerkendt risiko for, at grønlandske og oprindelige folks stemmer bliver marginaliseret [1]. Som modsvar hertil opfordrer organisationer som Inuit Circumpolar Council til øget selvbestemmelse og aktiv deltagelse i beslutningsprocesser, herunder inden for forsvars- og sikkerhedsplanlægning [1].

Grønlands nye Arktis Strategi formaliserer dette krav ved at forlange lokal konsultation og en markant større grønlandsk rolle i sikkerhed og forsvar [4]. Dette er et udtryk for en ambition om aktivt at engagere sig i suverænitetshåndhævelse og overvågning [4], og strategisk bruge den fornyede interesse i Arktis til at udvide Grønlands udenrigspolitiske råderum og tiltrække investeringer [6, 11]. For den grønlandske befolkning er udenrigs- og sikkerhedspolitik blevet lokalpolitik; internationalt engagement skal omsættes til konkrete, lokale fordele for at opnå legitimitet og opbakning [7]. Enhver ny kapacitetsopbygning, særligt inden for et så følsomt område som overvågning, skal derfor være struktureret omkring og til gavn for de lokale samfund for overhovedet at være levedygtig.

Det strategiske behov og kravet om dual-use

Parallelt med det politiske krav eksisterer der et presserende operationelt behov. Den nuværende overvågningskapacitet i og omkring Grønland er anerkendt som utilstrækkelig i lyset af klimaforandringer og den nye geopolitiske dynamik [2, 11]. Forsvarsaftaler har allerede signaleret et strategisk behov for langtrækkende droner til observation [2, 12].

Men en rent militær løsning møder betydelig politisk modstand. Både politiske og industrielle stemmer i Grønland understreger konsekvent, at tekniske løsninger skal have et "dual-use" formål [2, 4]. En overvågningskapacitet skal ikke kun tjene forsvarsmæssige formål, men også bidrage direkte til det civile samfund. Det omfatter en bred vifte af opgaver: styrkelse af beredskabet ved SAR-operationer og olieudslip, monitering af kritisk infrastruktur, miljøovervågning, ressourceforvaltning og understøttelse af forskning [2, 5]. En dual-use tilgang, der adresserer disse civile og ikke-traditionelle trusler, er derfor afgørende for at forankre sikkerhedsinitiativer i en bredere samfundsmæssig kontekst og styrke Grønlands centrale rolle i arktisk sikkerhed [9, 10, 11].

Lokal kompetence, økonomisk og kommerciel kapacitetsopbygning

Den tredje og afgørende tendens er Grønlands fokus på økonomisk diversificering og udvikling af lokal, menneskelig kapital [3]. Der er en klar ambition om, at grønlandske virksomheder skal levere højteknologiske løsninger, der skaber lokale arbejdspladser og opbygger ekspertise [3, 10, 12]. At integrere den grønlandske befolkning og grønlandske virksomheder i højteknologiske løsninger ses som afgørende for vejen mod større økonomisk uafhængighed [3].

Grønlands Nationale Forskningsstrategi understreger netop dette ved at prioritere lokalt forankret forskning, tæt samarbejde med erhvervslivet og et mål om at skabe ny forretning baseret på videnskabelige aktiviteter [8]. Etableringen af nye, teknologibaserede partnerskaber er en central del af denne vision [10].

Behovet for at kigge på en partnerskabsmodel

Samlet set peger disse tre tendenser i retning af, at traditionelle modeller for kapacitetsopbygning ikke længere er tilstrækkelige. En rent militær anskaffelse risikerer at møde politisk modstand. En rent udenlandsk-drevet løsning vil overse det grønlandske krav om involvering og lokale fordele. En rent civil løsning vil ignorere et presserende sikkerhedspolitisk behov.

Den eneste model, der potentielt kan imødekomme alle tre krav samtidigt, er et offentlig-privat samarbejde (OPS), ledet af en lokalt forankret, privat aktør. En sådan model kan fungere som et bindeled, der samler de forskellige behov og skaber operationelle og økonomiske synergier. Før en sådan model kan overvejes som en realistisk mulighed, er det dog bydende nødvendigt at undersøge dens faktiske levedygtighed.

Denne forundersøgelse er derfor det logiske, ansvarlige og nødvendige næste skridt. Den vil levere det datadrevne grundlag, der er påkrævet for at vurdere, om en sådan innovativ OPS-model er kommercielt rentabel, operationelt mulig og strategisk fordelagtig for alle parter.

Baggrund og begrundelse for undersøgelsen

Fælles om suverænitet

Det strategiske behov og kravet om dual-use

Lokal kompetence, økonomisk og kommerciel kapacitetsopbygning

Behovet for at kigge på en partnerskabsmodel

Referencer